DK Nyt
Arena Randers hædret for at skabe helhed
Den store glasfacade giver mulighed for utraditionel anvendelse og for dagslys til både sport og møder.
Foto: Thomas Illemann

Arena Randers hædret for at skabe helhed

Det nye Arena Randers blev Årets Idrætsbyggeri 2021.
26. MAJ 2021 11.45

RANDERS: På trods af et par børnesygdomme og forsinket åbning på grund af corona lykkedes det den nye Arena Randers at vinde afstemningen om ”Årets idrætsbyggeri 2021” foran fire andre nominerede projekter, lyder det fra Nohrcon, der også kårer skolebyggeri og sundhedsbyggeri.

Fagjuryen fremhævede blandt andet den "gennemtænkte, arkitektoniske strategi, som har opgraderet det eksisterende byggeri og skabt helhed i et fragmenteret anlæg". 

Med tre idrætshaller, sportscollege, motionscenter, café og den nye multiarena med møde- og konferencefaciliteter kan arenaen stå for værtskab for nationale og internationale stævner (3.200 tilskuere), kulturelle oplevelser og koncerter (6.000 gæster) og erhvervsmøder (2.500 deltagere).

Flytbare tribunesektioner

Multiarenaen lever op til navnet med særligt fokus på multifunktionalitet, fx via de mobile tribunesektioner, der kan flyttes rundt og danne mindre rum i det store rum.

Den store glasfacade giver mulighed for utraditionel anvendelse og for dagslys til både sport og møder. Arenaen er desuden udviklet med miljømæssig omsorg, energirigtige principper og driftsvenlige løsninger, herunder overholdelse af  lavenergiklasse 2020.

Det er anden gang, Nohrcon uddeler prisen, og fem projekter var nomineret:

  • Arena Randers
  • Kampsportscenter Forum, Horsens
  • Kultur- og Bevægelsespark Høng
  • Seest Trailcenter
  • Svømmehal Frederikssund Idrætsby

De står bag:

  • Bygherre: Arena Randers
  • Arkitekt: Link Arkitektur
  • Entreprenør: Max Bögl International SE, Filial Tyskland
  • Ingeniør: Orbicon A/S (nu WSP Danmark A/S)

ka

https://www.dknyt.dkartikel/arena-randers-haedret-for-at-skabe-helhed