DK Nyt

Ansat hjemsendt efter sag om overgreb i børnehave

Mere end et barn er angiveligt udsat for overgreb i institution i Høje-Taastrup.
26. MAJ 2021 8.14

HØJE-TAASTRUP: En mandlig medarbejder i en børnehave er blevet hjemsendt, efter mere end ét barn angiveligt har været udsat for overgreb, mens han skulle passe børnene, bekræfter Flemming Ellingsen, centerchef for institutioner og skoler i Høje-Taastrup Kommune, over for Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger drejer det sig minimum om tre børn. Ellingsen hverken kan eller vil fortælle, hvad den konkrete krænkelse gik ud på, men at der er tale om en "adfærd med seksuelt indhold, der har været upassende".

Ifølge avisens oplysninger kom første angivelige overgreb frem i lyset i januar i år, og at forældrene i børnehaven først tre måneder senere fik besked, forklarer centerchefen med, at der i første omgang kun var tale om én sag. Senere voksede sagens omfang til minimum tre tilfælde af mulige overgreb.

Ifølge sn.dk valgte kommunen torsdag at informere alle forældre i den pågældende institution om sagen. Det skete på et forældremøde, hvor både kommunen, Børnehuset og politiet deltog.

ka

https://www.dknyt.dkartikel/ansat-hjemsendt-efter-sag-om-overgreb-i-boernehave