DK Nyt
Anklageskrift: Drenge truede skoler med Islamisk Stat
Aula blev i november 2019 brugt til at fremsætte trusler mod skoler i hele landet. Truslerne havde hentydning til Islamisk Stat.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Anklageskrift: Drenge truede skoler med Islamisk Stat

17 skoler modtog trusler via skoleportalen Aula. Der er nu rejst tiltale i tre af sagerne.

Den militante bevægelse Islamisk Stat blev nævnt, da flere skoler i november 2019 via Aula modtog bombetrusler. Det fremgår at et anklageskrift mod tre drenge fra København, Snertinge og Skævinge, som Ritzau har fået aktindsigt i.

I de fremsendte trusler stod der ifølge anklageskriftet:

"Hey alle sammen, jeg ville bombe skolen i morgen. Jeg har bomber på hele skolen, hvis I ikke sender 5.000 dollar til (mailadresse udeladt, red.)".

Herefter fortsætter truslen:

"Jeg er kommet med i Isis-forums, hvor jeg har mødt elektrikere osv., der laver bomber for mig. Den ene hedder (navn anonymiseret i anklageskriftet, red.)".

Beskeden var ledsaget af et billede, som ifølge anklageskriftet forestillede en "Isis-lignende kriger". Betegnelsen Isis er en anden betegnelser for bevægelsen Islamisk Stat, der i Danmark oftest forkortes IS.

Sendt til skoler i flere kommuner

Truslen blev sendt til Klarup Skole i Klarup ved Aalborg og til Aarhus Tech. Den blev desuden forsøgt sendt til Tarup Skole i Odense, men det slog fejl, lyder det i anklageskriftet.

I efteråret 2019 registrerede politiet 17 tilfælde af trusler mod skoler, hvor truslerne blev fremsendt via Aula, som er en portal, hvorigennem skolen, forældrene og eleverne kan kommunikere indbyrdes.

I flere tilfælde blev skolerne lukket og evakueret, indtil politiet kunne fastslå, at der alene var tale om tomme trusler. En efterforskningsgruppe blev nedsat i Midt- og Vestjyllands Politi. Det var nemlig her i kredsen, at den første trussel var blevet anmeldt.

Tiltale for tre trusler

I maj 2020 meldte politiet ud, at fire drenge i alderen 13-18 år var blevet anholdt. Politiet kaldte dengang efterforskningen for "lang og kompliceret", og politiinspektør Hans Roost sagde dengang, at man formodede, at flere var involveret.

Men efterforskningen mundede ikke ud i flere anholdelser, og anklagemyndigheden har tilmed vurderet, at der alene er grundlag for at rejse tiltale vedrørende tre af truslerne.

En af de tiltalte var kun 14 år, da truslerne blev fremsat. Den kriminelle lavalder er 15 år, og han kan derfor ikke straffes for truslerne.

Men da drengen i juni 2020 blev afhørt af politiet på Station Bellahøj i København, var han fyldt 15 år. Og ifølge sagens anklageskrift angav han ved afhøringen en uskyldig person som ophavsmand til truslerne.

Ud over truslerne mod skolerne står de tre ifølge anklageskriftet også bag et tilfælde af hacking. De har ifølge anklagemyndigheden skaffet sig adgang til en persons instagramkonto, hvor de ændrede brugernavn, profilbillede og -oplysninger samt slettede billeder.

Anklagemyndigheden har indbragt sagen for Københavns Byret, hvor den senere i år vil blive behandlet. De tiltalte nægter sig skyldige.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/anklageskrift-drenge-truede-skoler-med-islamisk-stat