DK Nyt
Albertslund vil skabe 2000 job

Albertslund vil skabe 2000 job

Nyt udvalg skal via offensiv erhvervsstrategi skabe vækst, grøn omstilling og arbejdspladser

ALBERTSLUND: Der er bred politisk opbakning til at nedsætte et § 17,4 udvalg i Albertslund, der skal sætte skub i erhvervsudviklingen i kommunen. Det skal skabe vækst, grøn omstilling og 2000 nye arbejdspladser, lyder det fra kommunen.

Borgmester Steen Christiansen (S) siger:

- Vi har brug for en offensiv erhvervsstrategi, så vi kan få skabt 2000 nye arbejdspladser i Albertslund. Med nedsættelsen af 17,4 udvalget sætter vi yderligere fokus på erhvervsudviklingen og understøtter konkrete indsatser og projekter for erhvervsområderne, en kommende erhvervsstrategi og den regionale erhvervsudvikling. Det bliver et oplæg til partnerskab med virksomhederne i kommunen, så der kan etableres et nødvendigt albuerum for erhvervslivet, så vi kan lykkes med at få gang i væksten og den grønne omstilling.

Steen Christiansen (S) bliver som borgmester formand. De øvrige medlemmer er formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Anette Petersen (SF), formand for Miljø- og Planudvalget, Leif Pedersen (SF), Pia Brandt Halling (K) og Brian Palmund (V). Udover det politiske niveau bliver erhversforeninger/-sammenslutninger af virksomheder inviteret ind i udvalget.

En ny erhvervsstrategi skal styrke erhvervsområdernes placering i regionens vækstindsatser og den kommende udvikling af Ringby-visionen, som bl.a. indeholder en letbane, med station i Hersted Industripark i Albertslund. Det nye udvalg får en afgørende rolle i processen med den nye erhvervstrategi.

Erhvervsstrategien skal understøtte målet fra strategien 'Forstad på Forkant' om etableringen af 2000 nye arbejdspladser i Albertslund, samt styrke dialogen mellem Albertslund kommune og erhvervslivet. Forstad på Forkant, der er ny strategi for byen, har netop været i høring og forventes vedtaget i april.

I øjeblikket er en arkitektkonkurrence om udviklingen af Hersted Industripark i gang - en konkurrence, der er støttet af Realdania under overskriften 'Fremtidens Forstæder'.


Illustraion: Skitse af fremtidens letbanestation i Hersted Industripark i Albertslund (BIG Arkitekterne).

 

https://www.dknyt.dkartikel/albertslund-vil-skabe-2000-job