Akutbilerne i Hals og Skagen bliver udvidet til døgndrift

Akutbilerne i Hals og Skagen bliver udvidet til døgndrift

Responstiden var ikke i orden jf. en ny rapport, og derfor handler Region Nordjylland nu på sagen
3. MAJ 2011 6.01

NORDJYLLAND: Styrkelsen af akutbilerne i Hals og Skagen er resultatet af den rapport om responstider, som for nylig landede på Regionsrådets bord.

- Vi var ikke helt tilfredse med alle responstider i den seneste rapport. Samtidig kom den tragiske sag i Skagen. Så alt i alt var der grund til at kaste et nyt blik på vores samlede beredskab, og det har vi nu gjort i forbindelse med genåbningen af budgettet for 2011, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

En økonomisk prioritering
Udvidelsen af akutbilen i Hals og Skagen er Regionsrådets egen sag og vil ca. koste et par mio. kr. på årsbasis.

- Som jeg hele tiden har sagt er det desværre et spørgsmål om prioritering. Selvfølgelig bør man ikke gøre menneskeliv op i økonomi, men hvis vi skal bruge mere på et område, skal vi finde pengene på et andet, hvor det også handler om nordjydernes liv og levned, siger Ulla Astman.

Regionen vil samtidig undersøge mulighederne for at supplere førstehjælpsbehandlingen i de områder, der har langt til nærmeste akutmodtagelse fx gennem et samarbejde med hjemmeplejen, de lokale beredskaber og de praktiserende læger.

lcl

https://www.dknyt.dkartikel/akutbilerne-i-hals-og-skagen-bliver-udvidet-til-doegndrift