DK Nyt
Aktivisterne er væk - skovmaskinerne arbejder på fuld tryk

Aktivisterne er væk - skovmaskinerne arbejder på fuld tryk

Mens skovmaskinerne rydder skov i lynpempo i Østerild kom en aktivist til skade ved fald fra en trætop

THISTED: Skovmaskinerne arbejder nu på fuld tryk med at rydde de første12 hektar klitplantage ved Østerild for at give plads til første etape af anlæggelsen af testcentret for store vindmøller. Politiet rykkede i går talstærkt ind og her til formiddag meldes alle aktivister væk fra det område, hvor Naturstyrelsen arbejder.

Men helt uden dramatik har det ikke været. Flere af aktivisterne havde onsdag til morgen taget plads oppe i træer udenfor arbejdsområdet. En af dem forsøgte så på et tidspunkt at springe fra et træ til et andet, men det gik ikke godt. Han faldt ned og kom tilsyneladende til skade med ryggen. Han er nu indlagt på sygehus.

Ifølge DR Midt & Vest, så er omkring 100 politifolk indsat til at holde aktivisterne væk. I sidste uge måtte otte betjente opgive at sikre området, så skovfældningen kunne begynde. Naturstyrelsen regner med, at hvis skovarbejderne kan arbejde uforstyrret videre resten af ugen, så er de 12 hektar skov ryddet på fredag.

Politiaktionen tirsdag morgen og formiddag betød anholdelse af seks af aktivisterne, der nægtede at følge politiets anvisninger. De vil nu alle få en bøde på 4-6.000 kroner.

I alt skal 266 hektar klityplantage ryddes for træer for at give plads til landets første testcenter for store havmøller. Efter planen skal der placeres syv møller på op til 250 meters højde i testcentret. Dertil kommer høje lysmaster med tilhørende stålwirer, bygninger og diverse tekniske installationer.

Når centret står færdigt skal området genetableres som klithede, og der skal rejses skov andre steder, svarende til ca. det dobbelte af det, der er fjernet i Østerild Klitplantage.

mou 

https://www.dknyt.dkartikel/aktivisterne-er-vaek-skovmaskinerne-arbejder-paa-fuld-tryk