DK Nyt

Ældre, kronisk syge og sundhedspersonale skal vaccineres først

Regeringen har fremlagt en dansk vaccineplan. Alle vil på sigt blive tilbudt en vaccine.
27. NOV 2020 6.12
TEMA: Corona

Når de første coronavacciner bliver godkendt, vil de første vacciner blive tilbudt ældre, kronisk syge og ansatte i sundheds- og plejesektoren, som har patientkontakt. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag på et pressemøde.

Han fortæller, at alle personer i Danmark, Grønland og på Færøerne på sigt vil få tilbudt en gratis vaccine. Det vil være frivilligt, om man vil tage vaccinen.

- Vi får ikke vacciner til alle på samme tid. Der vil komme forsyninger løbende. Når vi har vaccinerne godkendt til brug i Danmark, så har vi en gamechanger. Vi får et nyt våben. Det vil give os mulighed for at komme hurtigere tilbage til et normalt samfund, siger han.

Måske slut-cecember

Indtil videre er der ikke godkendt nogen vacciner på verdensplan – bortset fra en russisk, som der fra flere sider er sat spørgsmålstegn ved.

De tre medicinalselskaber Pfizer, Moderna og AstraZeneca er længst fremme i udviklingen af vacciner. I store forsøgsstudier har selskaberne påvist høj effekt.

Den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA), der skal godkende vaccinen i EU, er ved at se på data fra forsøgsstudier fra de tre selskaber med henblik på at evaluere, om de kan blive godkendt.

Chefen for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, sagde i sidste uge, at godkendelser af vaccinerne fra Pfizer og Moderna kan komme i slutningen af december, hvis alt går glat.

Ritzau

 

https://www.dknyt.dkartikel/aeldre-kronisk-syge-og-sundhedspersonale-skal-vaccineres-foerst