DK Nyt
Aalborg indfrier økologi-mål og reducerer madspild
Vadum Skoles skolebod, hvor elever og lærere fx kan købe dagens ret med fri salatbar.
Foto: Aalborg Kommune

Aalborg indfrier økologi-mål og reducerer madspild

61 pct. af maden i de offentlige køkkener i Aalborg er nu økologisk. På Vadum Skole bliver brødet fra i går nu brugt til bruschetta.

AALBORG: Det er lykkedes for Aalborg Kommune at indfri et af målene fra Bæredygtighedsstrategien for 2016-2020. Nemlig at andelen af økologiske fødevarer i kommunens storkøkkener, institutioner og kantiner skulle udgøre minimum 60 pct. i 2020.

- Takket være en stor indsats fra kommunens kostfaglige medarbejdere steg andelen af økologi fra 40 pct. i 2016 til 61 pct. i 2020, siger projektleder Henriette Baunwall fra Miljø- og Energiforvaltningen. 

Ved udgangen af 2020 var der i alt 83 økologiske spisemærker i Aalborg Kommune - håbet er at få endnu flere.

I maj 2017 åbnede Vadum Skole skoleboden "Café Oasen", hvor elever og lærere fx kan købe dagens ret med fri salatbar. I oktober 2019 opnåede caféen en økologiprocent på 60. Indkøb til madkundskab og lærerværelset kom også med, og ultimo 2020 var hele skolen økologisk. 

Salatrester i frikadellerne

- Vi har kun fået positive tilbagemeldinger fra elever og forældre. Skolen har næsten ingen madspild, og vi udvikler os stadig i samarbejde med skolens ledelse, bestyrelse og elevråd - for det handler om, at vi alle ser muligheder frem for begrænsninger, siger køkkenansvarlig Lene Wittrup Johansen.

Ændrede arbejdsgange og mindre madspild har betydet, at maden stadig koster det samme. Fx kan rester fra salatbaren bruges i grøntsagsfrikadeller og brød fra dagen før blive til bruschetta. Desuden er indkøb af årstidens grøntsager og gode indkøbsaftaler væsentlige for at holde prisen nede. 

Madservice Aalborg står for ca. halvdelen af fødevareforbruget i Aalborg Kommune og tilbereder ugentligt 74.830 måltider ud af 25 tons fødevarer.

ka

 
 

https://www.dknyt.dkartikel/aalborg-indfrier-oekologi-maal-og-reducerer-madspild