67 kommuner tilbyder onlinehjælp til unge med angst og depression

Et samarbejde mellem Komiteen for Sundhedsoplysning og kommunerne giver muligheden for, at unge med angst og depression frem til sommerferien kan få hjælp via et særligt onlinekursus med støtte fra A. P. Møller Fonden og TrygFonden.
26. APR 2020 10.28

Coronakrisen har afskåret et stort antal unge fra at få hjælp på kommunale gruppeforløb, og derfor har Komiteen for Sundhedsoplysning tilpasset et eksisterende onlinekursus til voksne over 18 år med angst og depression, så unge i alderen 15-25 år også kan tilbydes forløbet. 

- Det er helt afgørende for unge med disse udfordringer, at vi ikke efterlader dem derhjemme på egen hånd, nu hvor vi ikke kan samle dem i de fysiske grupper, som ellers fungerer rigtig godt. I stedet kan vi nu samle dem via Komiteens online-platform og skal samtidig udvide med mere telefonisk opfølgning, så vi fastholder dem i forløbet. Det vil betyde, at de ikke føler sig ladt i stikken i en isolation, der i forvejen kan føles svær for hvem som helst, siger Anne Birkedal, sundhedskonsulent og kursuskoordinator i Køge Kommune. 

Frem til sommerferien igangsættes et stort antal kursushold i de 67 kommuner, der allerede udbyder 'Lær at tackle'-kurser. Indsatserne frem til sommerferien finansieres af midler fra den A. P. Møllerske Støttefond og TrygFonden.

Hvert forløb kører over seks uger og består af seks moduler samt live-undervisning én gang om ugen. På livedelen introduceres kursisterne til en række emner, som de efterfølgende arbejder med på egen hånd. Desuden hjælper de hinanden med at løse fælles udfordringer via en chatfunktion. Kursisterne kan hverken se eller høre hinanden.

Onlinekurset blev oprindeligt udviklet til voksne, der af forskellige årsager ikke kan deltage på fysiske kurser. I stedet kan forløbet følges via pc fra hjemmet.

esl

https://www.dknyt.dkartikel/67-kommuner-tilbyder-onlinehjaelp-til-unge-med-angst-og-depression