Økonomiaftale:
3,1 mia. kr. skal dække regionernes coronaregning

Økonomiaftale mellem regering og regioner giver samtidig 1,3 mia. kr. til drift i sundhedsvæsnet.

Den nye økonomiaftale for 2021 mellem regioner og regering tilfører regionerne og sundhedsvæsenet 3,1 mia. kr. til at dække coronaregningen. Det oplyser Finansministeriet.

Der er opstået store ekstraudgifter i forbindelse med coronakrisen. Der har blandt andet været brug for at indkøbe værnemidler og testudstyr, hvilket har kostet for regionerne.

Senere på året vil man gøre samlet status på, hvad coronakrisen har kostet for regionerne. Derefter vil der blive kompenseret.

Derudover bliver der givet 1,3 mia. kr. til den generelle drift, som også skal dække udgifter i forbindelse med flere ældre patienter, der har brug for behandling.

Pengene skal også bruges til at 'fremtidssikre' sundhedsvæsnet. Der er også penge til stigende medicinudgifter, lyder det i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

Flere penge til renovering og byggeri

Desuden bliver der et samlet beløb på 7,5 mia. kr. til renovering og byggeri samt indkøb af it-udstyr. Det er en mia. kr. mere, end aftalen fra 2020 indeholdt.

Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, siger, at det har været et hårdt forhandlingsforløb.

- Vi kunne godt have ønsket os mere. Men jeg tror, det her er den bedst mulige aftale, siger hun.

For regeringen har en vigtig prioritet været, at der ikke må ske nedskæringer som følge af coronakrisen, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde.

- Det er medarbejdere, der på kort tid har måttet omstille sig til en radikalt anderledes hverdag, mens de har bekæmpet en ukendt og lumsk sygdom.

- Det gælder sygeplejersker, læger, portører, sundhedsmedarbejdere og mange andre, der med masker og visirer har stået i forreste linje, siger han.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/3-1-mia-kr-skal-daekke-regionernes-coronaregning