25 buschauffører i Aarhus er sendt i selvisolation

Smitte med covid-19 hos fire aarhusianske buschauffører får embedslæge til at sende 25 chauffører i isolation.

AARHUS: Bustrafikken i Aarhus er hårdt ramt, efter at covid-19-smitte også har ramt buschauffører i byen, hvor smitten i øjeblikket spreder sig i højere grad end i resten af landet.

25 buschauffører i Aarhus er således sendt i selvisolation og skal testes, efter at fire chauffører på Station Vest i Aarhus er konstateret smittet med covid-19. Det oplyser Midttrafik på Facebook.

- Embedslægen har på grund af smitteopsporing sendt cirka 25 chauffører til test og selvisolation, skriver Midttrafik.

I alt cirka 43 chauffører bliver kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de har været i kontakt med den chauffør, der senest er konstateret smittet.

- Der arbejdes på at få afdækket, om smitteopsporingen får konsekvenser for driften torsdag, skriver Midttrafik.

Ingen nærkontakt med chauffører

Bjarne Larsen, der er HR- og kvalitetschef i Busselskabet Aarhus Sporveje forsikrer om, at passagererne ikke skal være nervøse for smitte.

- I Aarhus har vi ikke den nærkontakt med chaufføren, som man har mange andre steder. Så det vil være højest usandsynligt, at der er en smittekilde den vej, siger Bjarne Larsen til Århus Stiftstidende.

Det seneste døgn er der registreret 42 nye coronatilfælde i Aarhus. Det er mere end en tredjedel af døgnets 112 nye tilfælde i landet.

Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smitteopsporing i Danmark, er fortsat ved at danne sig et fuldt overblik over smittekæderne i byen.

Pressemøde torsdag

Styrelsen, Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Østjyllands Politi har indkaldt til pressemøde torsdag om situationen i Aarhus.

Særligt borgere med somalisk baggrund er blevet ramt den seneste tid. I sidste uge havde tre ud af fire smittede i Aarhus somalisk baggrund.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) har onsdag holdt møde med foreningen AarhuSomali, der repræsenterer 13 somaliske foreninger i byen. Den skal være med til at sikre, at informationen når ud til aarhusianere med somalisk baggrund.

Statens Serum Institut (SSI) har slået fast, at der er tale om en ophobning af tilfælde inden for familier i flere forskellige boligområder.

Ritzau

https://www.dknyt.dkartikel/25-buschauffoerer-i-aarhus-er-sendt-i-selvisolation