23 kommuner er røgfrie og syv er på vej
Foto: Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix

23 kommuner er røgfrie og syv er på vej

Flere og flere kommuner træffer beslutninger om røgfri arbejdstid for de ansatte. I Billund har medarbejderne ændret et ja til et nej, og byrådet skal nu afgøre sagen.
31. JAN 2019 12.43
TEMA: Rygeforbud

Rygning. Et længe diskuteret emne, som også er på dagsordenen i mange kommuner for tiden. Flere og flere indfører røgfri arbejdstid, og ifølge Kræftens Bekæmpelse har 23 kommuner allerede gjort det.

Men det er ikke altid bare lige som så at beslutte. I Billund Kommune er der eksempelvis uenighed mellem ledelse og medarbejdere i Hoved-Med, som drøfter arbejdsforhold. I første omgang havde medarbejderne ifølge JydskeVestkysten nikket ja til at sende et forslag om røgfri arbejdstid i høring blandt kollegerne, men det har ændret sig, da flertallet af medarbejderne ikke går ind for røgfri arbejdstid.

- Høringssvarene viser, at det er en meget svær sag, og at folk i høj grad ønsker at bevare retten til at bestemme over deres eget liv. Nogle høringssvar argumenterer mod formynderi, siger Annika Hundebøll, nyvalgt næstformand i udvalget til avisen. 

Ledelsen i Billund står dog fast på den røgfrie kommune, og derfor bliver det byrådet, der får det sidste at skulle have sagt. Punktet er på dagsordenen den 5. februar.

Sundhed sættes højt
I Holstebro er det også slut med rygepauser fra den 1. juni, ligesom i Rebild Kommune hvor emnet også tidligere på ugen var på dagsordenen. Det endte med en vedtagelse at røgfri arbejdstid og røgfrie matrikler. Dermed må man heller ikke ryge på de arealer, som kommunen ejer.

- Det er samtidig et vigtigt signal at sende, ikke mindst til vores børn og unge. Vi vil skabe sundere miljøer og bakke op om de medarbejdere, og alle andre der ønsker at holde op med at ryge. Vi vil, at langt færre end i dag – helst ingen overhovedet – begynder at ryge, siger borgmester Leon Sebbelin (R).

I forbindelse med mange af kommunernes røgbeslutninger er de også gået med i Røgfri Fremtid, hvor de i partnerskab med Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden forpligter sig til at arbejde med en røgfri fremtid for de kommende generationer. 

Se alle røgfrie kommuner hos Kræftens Bekæmpelse.

 

https://www.dknyt.dkartikel/23-kommuner-er-rgfrie-og-syv-er-p-vej