15. juni åbner grænserne delvist til Norge, Island og Tyskland
Grænsen til Tyskland, Island og Norge åbnes for turister, der har booket mindst seks overnatninger uden for Københavns og Frederiksberg kommuner.
Foto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix

15. juni åbner grænserne delvist til Norge, Island og Tyskland

Kun folk, som har booket ophold uden for København, må rejse til Danmark, fortæller Mette Frederiksen (S) på pressemøde.

Fra 15. juni åbner Danmark grænserne mod Norge, Island og Tyskland. Det bliver dog et krav, at man skal have booket mindst seks overnatninger uden for København, og der kan komme andre restriktioner.

Det oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) fredag på et pressemøde.

I første omgang bliver der ikke åbnet til Sverige, men der er 'en tæt dialog', oplyste hun.

- Vi har et tæt forhold til Sverige, og det vil vi også have i fremtiden. Vi har et stærkt ønske om at finde en løsning med vore svenske naboer, sagde hun.

Hun tilføjede, at der måske kan blive tale om en regional løsning med et særligt fokus på Øresundsområdet. Som bekendt er antallet af smittede i Sverige især højt i Stockholm, mens det ikke er alarmerende i det sydlige Sverige.

Resten af EU efter sommerferien

Mette Frederiksen forventer, at der kommer en løsning i forhold til de øvrige EU og Storbritannien på den anden side af sommerferien. Dog forventer hun en hurtigere løsning for Finland.

Åbningen mod Norge, Island og Tyskland går også den anden vej. 

Fra 15. juni ændrer Udenrigsministeriet sine rejsevejledninger til de lande fra orange til gul. Det betyder, at man kan rejse ind, men at man fortsat skal være opmærksom på sin sikkerhed og holde sig opdateret om situationen.

Der vil komme mere detaljerede vejledninger om hvert land, oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Blandt andet vil man fraråde besøg i storbyer.

For resten af Europa og verden frarådes fortsat alle ikke-nødvendige rejser frem til den 31. august. 

Materiale til turister

Det vil være i orden for turister at besøge København, men man kan ikke lave en egentlig ferie kun til København, uddybede justitsminister Nick Hækkerup (S). København defineres som Københavns og Frederiksberg kommuner.

Indrejsende vil stikprøvevis blive opfordret til at tage en test for coronavirus ved grænseovergange. Men det bliver ikke et krav, at man lader sig teste.

Desuden opsættes der mobile teststationer i sommerlandet, hvor der er mange folk og turister samlet. Det sker for at overvåge udviklingen og opdage eventuelt nye smittekæder.

Udlændinge, der udviser tydelige sygdomstegn, vil blive afvist ved grænsen.

Der vil blive udarbejdet en pakke med information til de turister, som kommer til Danmark, fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

 

https://www.dknyt.dkartikel/15-juni-aabner-graenserne-delvist-til-norge-island-og-tyskland