14 af 15 pensionskasser investerer i ekspansion af fossil energi

Pensionsinvesteringer for mange milliarder kroner er placeret i selskaber, som planlægger, ny kul- eller oliekapacitet, viser screening Økonomisk Ugebrev har foretaget.
16. JUN 2020 15.08

Sideløbende med utallige udmeldinger om grøn omstilling fastholder mange danske pensionskasser samtidig investeringer i selskaber, som planlægger eller allerede opfører ny fossil olie- og kulkapacitet. Det viser en screening Økonomisk Ugebrev har foretaget af 15 danske pensionsselskabers aktielister på baggrund af data fra en række internationale kilder.

Alle 15 pensionsselskaber i screeningen har desuden investeringer i de største lån-og kreditgivere til den fossile industri – fx JP Morgen, Wells Fargo, Citi Bank og Bank of America – og dermed understøtter den danske pensionssektor i høj grad de globale fossile kapacitetsudvidelser ved at indgå stort i den finansielle værdikæde, som forsyner den fossile energisektor med lånekapital.

PFA, Danica Pension, Velliv, PensionDanmark, AP Pension, Sampension, Industriens Pension, Pensam, Lærernes Pension, PBU, PKA og P+ samt andre er dermed finansielt voluminøst involveret i kapacitetsudvidelser i den fossile energisektor.

Pensionsselskaberne har ellers etableret ansvarlige principper i deres investeringspolitikker, der i større eller mindre grad begrænser direkte investeringer i energiselskaber, som overvejende tjener penge på kul og i nogle tilfælde også olie.

Men principperne indfanger generelt ikke selskaber, der lever af at udbygge verdens fossile energikapacitet gennem leverancer af miner, infrastruktur, udstyr og andre services.

- Vores klimastrategi fokuserer udelukkende på de selskaber, der udvinder fossile brændsler, og de forsyningsselskaber der benytter sig af dem, oplyser pressechef Nicholas Rindahl fra PKA.

PKA’s politik for området viser, hvad der tillige gør sig gældende mange andre steder. Nemlig at screeningerne ikke vedrører fossilindustriens værdikæde, og virksomheder som tjener sine penge på at forsyne industrien med nye anlæg, kapacitetsudvidelser, services og kapital.

esl

https://www.dknyt.dkartikel/14-af-15-pensionskasser-investerer-i-ekspansion-af-fossil-energi